P.S. Vi har valgt at bringe alle slutningerne til historien, s� vi slipper for at diskutere hvilken der er den mest korrekte, og hvilke der ikke er.

Del 1
Til toppen

Hornene gjalder i det fjerne. P� slagmarken er de to h�re ved at g�re sig klar. Bannerne blafrer i den svage vestenvind, som bringer en k�lig duft af havet med sig. De uendelige r�kker af kampklare tropper st�r ubev�gelige som sten og venter med �ngstelse p� det uundg�elige slag.

I vest med ryggen mod den blodr�de solnedgang st�r RIS. Anf�rt af en ridder i gylden rustning, siddende p� en stolt hvid hingst, hvis lige ikke er set siden Kong Arthurs dage. Omgivet af sine trofaste riddere overv�ger Espen P�y P�y, sceneriet. De sortes styrker virker n�sten uovervindelige. Han tvivler et �jeblik. "Var dette slag en fejl?" Tvivlen forsvinder hurtigt igen. Nej, han ved, at retf�rdigheden er p� deres. Han kigger et �jeblik op p� RIS' banner. Nej, de sorte vil ikke sejre.

Overfor i �st sidder de sortes leder fuldst�ndig roligt og betragter det hele. Siddende p� sin sorte ganger i sin sorte rustning er han et frygteligt syn. Et grumt smil breder sig p� hans l�ber. "Det bliver en fryd at knuse RIS", t�nker han ved sig selv. Med en kold og k�lig stemme uddeler han de sidste ordrer.

En n�sten uudholdelig stilhed breder sig over slagmarken. Stilheden f�r stormen. Stilheden f�r slaget...

Del 2
Til toppen

H�rene g�r sig klar. Espen skal lige til at give signal, da... Fra det m�rke nord h�res larm. I �st breder endnu et smil sig over Smokeys l�ber. Det hele g�r efter planen. Larmen fra nord bliver st�rkere og snart kan enkelte skikkelser skelnes. Espen gribes af r�dsel. Det er endnu en sort h�r. ROS har f�et hj�lp fra en hidtil ukendt side. Anf�rt af en ridder i en blodr�d rustning p� et b�st af en hest skrider den nyankomne h�r frem. Modet daler hos RIS' tropper, men endnu st�r alle fast. Hestene r�rer nerv�st p� sig. Med sig fra nord bringer den fremmede h�r en lugt af d�d. Forf�rdelig og skr�mmende. I det samme forsvinder de sidste str�ler fra solen. M�rket breder sig men bliver snart brudt af fakler der t�ndes rundt omkring p� slagmarken.

Snart er alt stille igen. Alle st�r ubev�gelige. Foran RIS st�r nu to h�re p� st�rrelse med deres egen. Stilheden bliver igen uudholdelig. H�rene er som frosset fast til jorden. Ingen vil tage det f�rste skridt.

Del 3
Til toppen

En dyster stemning breder sig over slagmarken. Sekunderne f�les som timer. Ingenting sker. Modl�sheden sniger sig ind p� RIS's tropper. Et �jeblik ser det ud som om DSR vinder uden kamp.

Pludselig, bagerst fra RIS' r�kker h�res et gevaldigt kampr�b. Opfyldt af raseri stormer en ridder i blank rustning frem mod de sorte. �nser ikke et �jeblik sine kammeraters udbrud og forundrelse, stormer den lige vej mod fjenden. N�rmere og n�rmere kommer han. En regn af pile flyver ned over ham, men ikke �n finder vej igennem rustningen. Opfyldt af had tr�kker han sit sv�rd og g�r til angreb p� de forreste. Med n�sten overmenneskelige kr�fter svinger han sit sv�rd, og m�nd falder til h�jre og venstre.

Fra RIS' r�kker lyder et hornsignal og frem stormer hele h�ren. Forsvundet er modl�sheden og frygten. Ridderens angreb har fyldt alle med mod og kampgejst. De to h�re m�des.

Imens stadig ramt af galskab er den modige ridder n�et godt ind i fjendens r�kker. Pludselig finder han sig selv omringet. Et spyd borer sig ind i siden p� hans hest og tvinger ham ned p� jorden. Febrilsk k�mper han videre men overmagten er for stor. Et sv�rdhug bagfra f�lder ham. Livl�s falder Johansen om. Hans dumdristighed blev hans d�d men reddede m�ske RIS. Med det bloddryppende sv�rd endnu i h�nden st�r DingoJohn og kigger tilfredst p� Johansens lig. Han betragter et �jeblik, hvordan den d�de krampagtigt holder fast i sit sv�rd. Derefter vender han sig om og stiger op p� sin hest. Der er endnu blod, der skal udgydes. Imens forts�tter kampen uh�mmet.

Del 4
Til toppen

Under den klare stjernehimmel forts�tter slaget. Kampen �ndrer nu karakter fra et ordnet, taktisk slag til en h�rd enmandskamp, hvor hver mand er sig selv n�rmest. M�nd fra begge sider blandes p� midten af slagmarken i en forvirret og blodig kamp. Faklerne giver ikke n�r nok lys til, at man kan orientere sig ordentligt. Ven bliver til fjende og fjende til ven i det forr�deriske m�rke, der skjuler sv�rdslagene og f�rer sanserne bag lyset. Det hele begiver sig hen imod en blodig afslutning, hvor ingen kan overleve.

Imens k�mper riddere fra begge sider intenst ved siden af fodfolkene. Omgivet af sine trofaste riddere Gypzy King, Anders B og Jeppe V�lling galloperer Espen igennem r�kkerne og f�lder sortkl�dte fodfolk til alle sider. Med en ufattelig styrke borer de en kile igennem DSRs forsvar. Ingen mand (eller kvinde) kan st� imod et s�dant angreb.

Ikke langt borte p� kamppladsen er DingoJohn nu g�et i gang med nye fjender. Efter at hans hest blev f�ldet af et sv�rdhug har han k�mpet p� fod. I en stor og um�ttelig blodrus svinger han sit drabelige toh�ndssv�rd. Omkring ham falder fjender s�vel som venner. Han har ikke l�ngere kontrol over sig selv men er blevet fuldt overtaget af kampgl�de. I sin trancelignende tilstand opdager han ikke, at Espen og hans m�nd betragter ham en snes meter l�ngere v�k fra.

I sin frygtindgydende, blodr�de rustning indgyder Redskin Nigger r�dsel og frygt i sine fjender. Ingen t�r bev�ge sig hen imod lederen af den ukendte h�r, og til hans store �rgelse har han ikke v�ret i kamp endnu. Foran ham flygter et par RIS-fodfolk til. Det ser ud som om ingen t�r pr�ve at stoppe denne d�dens skikkelse. Men pludselig ser Redskin Nigger foran sig en ridder i en skinnende s�lgr� rustning siddende p� en frygtl�s ganger. Med en vis gl�de ser Redskin Nigger, at ridderen ikke har t�nkt sig at flygte. Tilfreds s�tter han sin hest i galop og begiver sig over imod den frygtl�se men dumdristige s�lvgr� ridder.

Ovenover slaget siddende p� en majest�tisk og frygindgydende drage overv�ger troldmanden Chrono slaget. Han havde l�nget frygtet, at det ville komme til kamp imellem de to stridende parter, og i lang tid havde han fors�gt at forhindre det. I sandhedens time viser det sig dog, at det slog fejl for ham. Med hovedet begravet i dybe tanker fors�ger han frebrilsk at finde en l�sning, der kan stoppe stridighederne, men han m� indr�mme for sig selv, at det kan han ikke. Sorgen breder sig over hans sind. Hvad vil der ikke komme ud af dette blodbad? Det nyttesl�se slag vil ende mangt et liv for tidligt. Ufortr�dent af hans tanker forts�tter kampen nedenfor.

Del 5
Til toppen

Med d�dsforagt i �jnene overv�ger Smokey slaget. I kampens virvar er det umuligt at afg�re, hvem der vinder. Med et dyb suk s�tter han hesten i gang. "Man bliver vel n�dt til selv at vinde slaget," t�nker han ved sig selv. De burde have ventet til n�ste morgen med at k�mpe. Men det var for sent nu.

Kun et spydkast v�k havde Espen og hans riddere nu f�et besluttet deres n�ste tr�k. Den vilde og n�sten gale ridder foran dem m� betragtes som en d�dstrussel. Derfor m� han ryddes af vejen. Gypzy King sporer sin hest an. Valget var faldet p� ham. Med et ordentligt ryk s�tter han af sted. Med lansen pegende fremad stormer han fremad. Med uro betragter de andre deres vens angreb. Imens k�mper DingoJohn videre, uvidende om angrebet p� ham. I sin blodrus har han end ikke opdaget, at der ingen modstandere er tilbage omkring ham. Et par fakler liggende p� jorden lyser op omkring ham. Ellers er alt �de.

T�ttere og t�ttere p� kommer Gypzy King. Med sikker ro sigter han med lansen mod den m�rke ridders rustning. Han kan n�sten se sit v�ben bore sig ind i ryggen p� hans modstander, da et slag fra DingoJohn hugger spidsen af lansen af og �ndrer dens kurs. P� en forunderlig m�de finder resten af lansen sin vej til den m�rke ridders endetarm. En lyd af splintrende metal h�res, efterfuldt af et smertens skrig. DingoJohn v�gner med et s�t op fra sin blodrus, da han opdager, at hans haleben er blevet forl�nget med n�sten to meter. L�ngere bagved h�res et pludeligt udbr�d af latter, som hurtigt suppleres af to andre. Latteren udvikler sig til en varm og glad latter, som stiger i styrke. De tre RIS-riddere betragter til stor morskab DingoJohns fors�g p� at f� fjernet lansen. Gypzy King er f�rst en smule forbavset over h�ndelsen men stemmer snart i med de andres latter. N�sten krampef�rdige af grin efterlader de fire RIS-riddere DingoJohn til sig selv.

Med s�nket lanse n�rmer Redskin Nigger sig den s�lvgr� ridder. Den fremmede ridder s�nker tillige sin lanse og s�tter sin hest i gang. Med et gevaldigt kampskrig g�r Redskin Nigger til angreb. Metal rammer metal. De to k�mpende ryger til jorden med et bump. De forts�tter kampen til fods. En m�gtig sv�rdduel bryder ud, en fremvisning i f�rdigheder som ville have v�ret selv sir Lancelot v�rdig. Duellen f�r kampen i n�rheden til at g� i st�. Fodfolk fra begge sider betragter med forundring den voldsomme kamp.

Ovenover kampen har Chrono endelig fundet p� noget. Desperat har han t�nkt alle sine magier igennem. Han begynder langsomt at mumle fremmedklingende ord og g�r med h�nderne nogle m�rkelige fagter. Pludselig breder der sig over kamppladsen et skinnende klart lys, som n�sten bl�nder alle. Overraskede kigger alle op mod himlen for at se, hvad der har frembragt dette n�sten solagtige lys. De finder intet, der synes at v�re �rsagen. Lyset afsl�rer nu slagets tilstand. Der er mange d�de p� begge sider, men kampen har v�ret mest til RIS' fordel. DSRs overmagt er skrumpet ind, men der er stadig tre m�rkl�dte fodfolk for to af RIS'. Med st�rre sikkerhed optager de stridende slaget igen. Kampen er langt fra ovre endnu. Del 6
Til toppen

Sveden begynder at dukke frem p� Redskin Niggers pande. Det er f�rste gang, at han har m�dt sin ligemand i en sv�rdduel. Han begynder at tvivle p� sig selv. Med et duk undg�r han lige akkurat et sv�rdhug, der ville have skilt hans hoved fra resten af hans krop. Han indser, at han m� g�re noget. Febrilsk t�nker han igennem de mange gange, han har udk�mpet dueller, men han har sv�rt ved at komme i tanke om en situation, der lignede denne. Pludselig kommer han dog i tanke om noget. Med en beh�ndig man�vre f�r han presset sin modstander i defensiven og afventer det rette �jeblik. Med hurtig og pludselig bev�gelse tvinger han sit ben om bag ved ridderen og giver et skub. Overrasket falder den fremmede ridder bagover og taber sit sv�rd, der ryger ud for r�kkevidde. Redskin Nigger g�r over til ridderen. Han placerer en fod solidt p� den fremmedes mave, f�r han g�r mere. Fast besluttet p� at se sin dygtige modstander an, b�jer han sig og fjerner hjelmen, der skjuler ridderens ansigt. Et gisp g�r igennem alle, der har st�et og betragtet duellen. Forbavset stirrer Redskin Nigger p� det lange h�r hjelmen skjulte. Hans modstander var en kvinde!

Imens en mils vej borte. En ensom ridder galoperer afsted med stor hastighed. "Ja, de gjorde ret i at udn�vne dig til RIS's enmandsh�r," t�nker han. "Du er i hvert fald alene nu, Joker." Igen �rgrer han sig over sin dumme fejl. Det var da utroligt, at det overhovedet kan lade sig g�re. T�nk at komme forsent til et slag. Det var ikke alene pinligt men ogs� d�rligt. De andre havde brug for ham nu, og her var han. Flere timer forsinket. Der var ikke andet at g�re end at pr�ve at n� det, f�r slaget var ovre.

P� kamppladsen ser Barl sig i mellemtiden om efter nyt bytte. Opslugt af blodt�rst og klar til at dr�be alle, der st�r i vejen, begiver han sig over slagmarken. Hist og her ligger et par enkelte s�rede og st�nner af smerte. Han giver dem et solidt hug med sin �kse. De er forstyrrende for kampen. Rundt omkring ham k�mper fodfolk intenst, men han �nser dem ikke. Det er andre personer han har i tankerne. Riddere. Han spejder efter RIS-ridderne. Han ved, at der m� v�re nogle tilbage. Pludselig f�r han �je p� en ridder, der er i kamp med nogle fodfolk. Hans �jne lyser op. "Fresh meat!"

Jeppe V�lling sidder sikkert i sadlen og deler veltilfreds hug ud til h�jre og venstre. De sortkl�dte fodfolk omkring ham har ikke en chance. Uden at t�nke p� angreb bagfra koncentrerer han sig om den store tynde spydmand foran sig. Med en spidsf�rdig kampteknik f�r han afv�bnet ham og giver ham en sv�rdstik igennem halsen. Spydmanden falder d�d om til jorden. Imens f�r de andre fodfolk nok og foretager en strategisk rationel flugt. Jeppe skal lige til at s�tte efter, da hans ganger pludselig falder om. Jeppe lander p� ryggen men kommer hurtigt p� benene, klar til at m�de sin modstander. Foran ser han en grum person st� med en toh�nds�kse. "Barl", t�nker han. I n�ste nu g�r den �ksesvingende person til angreb. En h�rd kamp bryder ud. Del 7
Til toppen

P� slagmarken er kampen g�et ind i sin afsluttende fase. Stadig oplyst af Chronos magiske lys, er alle nu l�st fast i d�delige kampe. Fodfolk mod fodfolk, ridder mod ridder. Det er nu slaget afg�res. I den ene ende af slagmarken k�mper Jeppe og Barl en fanatisk kamp mod hinanden. �kse mod sv�rd, sv�rd mod �kse. Begge pr�ver de med alle deres bedste kneb at f� den anden f�ldet, men intet ser ud til at lykkes. Det er en lige kamp.

Imens st�r Smokey og Espen nu overfor hinanden. De to generaler betragter hinanden i hvad der f�les som en evighed. Deres blikke m�des, kort efter sporer Smokey sin hest. Espen f�lger hans eksempel. Med h�j puls og sveden drivende ned fra panden, n�rmer de to hinanden. En pludselig fortvivelse rammer Espens hjerte. Han m�rker lugten af d�d, der emmer ud fra Smokey. Smokey bibeholder blot sit diabolske smil og sin st�lfaste rolighed. Med et m�des de. Begge lanser sk�r dybt ind i modstanderens hest. Begge v�lter de omkuld p� jorden, men kommer med overraskende hurtighed p� benene. Med sv�rdet i h�nd st�r de to nu igen overfor hinanden. Igen m�des deres blikke.

Med en kold og rolig stemme bryder Smokey tavsheden. "I've been waiting for you, Espen. We meet again, at last. The circle is now complete."

Espen fortr�kker ikke en mine.

"When I left you, I was but the learner; now I am the master."

"Only a master of evil and death, Smokey. You will never gain control of anything good and pure. I will see to that, personally." Svingende sit sv�rd over sit hovede g�r Espen til angreb. De to m�des i en drabelig kamp.

Ligeledes m�des andre riddere andetsteds p� kamppladsen. Anders B angriber Sputnik med h�rdhed og uden n�de. Gypzy King sniger sig op p� Charbax, der dog allerede har m�rket hans tilstedev�relse og er klar til at forsvare sig.

Samtidig. Redskin Nigger sl�ber langsomt den bevidstl�se S�ster Salsa over til sin hest. Han fjerner hendes rustning og binder hende forsvarligt p� h�nder og f�dder. Uden besv�r f�r han hende slynget op p� sin hest. Han er ked af at skulle forlade kampen allerede, men med et s�dan krigsbytte kunne han godt tillade sig det. Det var ikke hver dag, at man fangede en prinsesse. "Nu skal jeg bare tilbage til N�rkelheim," t�nkte han, mens han begyndte at bev�ge sig v�k fra kampen.

Ovenover betragter Chrono, hvad Redskin er i f�rd med at g�re. Chronos vilje blev fast. Han kan ikke tillade, at hans prinsesse bliver bortf�rt. Han kendte en snes magier, der kunne fjerne Redskin fra jordens overflade, inden han ville n� at opdage noget, men han ville samtidig risikere at skade hende. I stedet m�tte han benytte sig af sin drage. Han s�tter det grusomme dyr i bev�gelse, og langsomt dykker han ned mod kamppladsen, fast besluttet p� at redde S�ster Salsa. Den rigtige slutning
Til toppen

De k�mpende var begyndt at blive tr�tte. Kampen havde varet i flere timer nu og snart ville solen st� op, men endnu fortsatte alle, der stadig var kampdygtige med at k�mpe det n�sten uendelige slag. D�de og s�rede l� overalt. Det var umuligt at overskue, hvem der havde lidt flest tab, end sige hvor mange der stadig stod op. Endnu var n�sten alle ridderne i live, men det ville ikke vare l�nge, f�r nogen ville falde. Det var nu bukkene blev skilt ud fra f�rene, og snart, meget snart, ville vinderen blive k�ret�

Beslutsomt styrede Chrono sin drage nedad. Den vingede kolos dykkede hurtigt. Med et ukendt mod og adrenalinet dunkende i �rene forfulgte Chrono hans prinsesses bortf�rer, Redskin Nigger. Den dristige DSR-ridder pressede sin hest til det yderste for at n� s� hurtigt hjem som muligt. Intetanende om sin forf�lger ventede han intet angreb. I hans �jne var sejren allerede hjemme. Med et blev han revet ud af sine tanker af et gevaldigt vingesus over hans hoved. Han kiggede forbl�ffet op og r�dslen greb ham. Det var en k�mpe drage med en person p� ryggen, der vist nok skulle forestille en troldmand. Dette �jeblik af usikkerhed lod Chrono ikke g� til spilde. Hurtigt landede han dragen lige foran Redskin Nigger, der ikke kunne n� at reagere. Ved synet af dragen lige foran sig stejlede Redskins hest, og smed samtidig Redskin men ogs� den stadig bevidstl�se S�ster Salsa af hesten. Chrono skyndte sig hen til hende. Var hun okay? Hvis han havde v�ret skyld i hendes d�d, ville han ikke kunne leve med sig selv. Hurtigt m�rkede han efter pulsen p� hendes hals, men der var ingen!!! T�rene begyndte langsomt at l�be ned ad hans kinder i en tavs gr�d, men s� kom han i tanke om, at han aldrig havde v�ret s�rlig god til det med at finde pulsen. Efter et �jebliks t�ven lagde han forsigtig sit �re ned til hendes bryst. Hjertet slog stadig! Et lettelsens suk l�d fra hans l�ber, hun var i live! Langsomt bar han hendes livl�se krop hen til ventende drage, og lagde hende forsigtigt p� dens ryg, hvorefter han selv satte sig op p� den, tog hende i sine arme og gav dragen besked om at flyve hjem.

Espen var udmattet som han aldrig havde v�ret udmattet f�r. Han kunne ikke holde ud meget l�ngere. Smokey s� dette, og hans slag begyndte at falde hurtigere. Til sidst kunne Espen simpelt hen ikke holde sit sv�rd oppe l�ngere, og Smokey slog det ud af hans h�nd. �Din sidste time er kommet Espen. Prepare to meet your maker,� sagde Smokey, idet han h�vede sit sv�rd til et sidste slag, men pludselig blev hans opm�rksomhed ledt et andet sted hen. Pludselig var det magiske lys forsvundet og i stedet skinnede et guddommeligt lys ned fra himlen. Alle de overlevende kiggede forbl�ffede op, da en guldtrappe langsomt steg ned og p� den stod� ingen ringere end Lasse Rimmer! Med et faldt alle ned p� kn� og b�jede hovedet. Det var yderst sj�ldent at Rimmer kom til de d�deliges verden. Den guddommelige skikkelse gik v�k fra trappen og hen til Espen og Smokey. �Sig mig hvad foreg�r her?!?� sagde Rimmer med en �red�vende stemme. �Jo, ser du, det var s�dan at�� pr�vede Espen at forklare. �SILENCE! Ingen udenomssnak, hvad er der sket her?!?� ��hh Smokey s� et �jeblik p� hinanden. Det ville v�re sv�rt at forklare denne her uden at g�re Rimmers vrede endnu st�rre. Til sidst talte Espen. �Der var denne her pose svesker.� �Ja, og?!?� spurgte Rimmer. �Jo, vi kom ligesom op at sl�s om den, og s�� ja s� gik den i stykker, og det var Smokeys skyld�� �Nej detjo, � sagde Smokey. �Vi kom vist til at starte en lille krig.� �Kom til at starte en lille krig?!?� dundrede Rimmers guddommelige, men alligevel vrede stemme. �Man kan da heller aldrig vende ryggen til fans, f�r de sl�r hinanden ihjel,� t�nkte Rimmer. �Hvad sloges i s� over!� spurgte han vredt. Espen og var ej!� l�d det fra Smokey, men et vredt blik fra Rimmer fik ham til at tie. �Vi kom alts� op at sk�ndes om, hvem der skulle betale og s� f�rte det ene til det andet.� Rimmer sukkede h�jlydt. D�delige var s� besv�rlige. �Okay, her har I en pose svesker, og kan I s� se at f� ryddet det her op. Det ligner jo en slagmark!� Espen og Smokey bukkede �rb�digt og satte de resterende af deres m�nd til at rydde op.

Imens p� ryggen af dragen var S�ster Salsa stadig ikke v�gnet, og Chrono havde siddet i tavshed og beundret den sovende sk�nhed. Til sidst kunne han ikke lade v�re mere, og han b�jede sig ind over hende og pressede sine l�ber mod hendes. S�ster Salsa var imidlertidig i dr�mmeverdenen, og da hun m�rkede det kys, havde hun en dr�m om en flot ridder, der reddede hende fra en sk�bne v�rre end d�den. Hun v�gnede op med ordene: �Tak min noble ridder�. Det var dog noget af et chok, hun fik, da hun s� Chrono foran sig. �Er det dig! Hvad laver jeg her p� det her b�st�� (Her r�rte dragen lidt p� sig. Den f�lte sig s�ret.) ��og v�rst af alt, hvorfor i al verden kyssede du mig?!? �h, det er vel, hvad man kan forvente af en andenrangs troldmand�� S�dan fortsatte hun i et stykke tid, og Chrono var ikke s� betaget af hende mere. Han havde regnet med en anden reaktion fra hende. �Et tak ville have v�ret rart, men selv den yndigste rose har vel torne�, t�nkte han. Og som de fl�j videre ud imod solopgangen blev prinsessens yndige stemme pludselig afbrudt af endnu et kys. Denne gang fik han et tak. Den politisk korrekte og b�rnevenlige slutning
Til toppen

Smokey skulle lige til at sl� igen, da Espen pludselig lod sit sv�rd falde. �Det her er jo �ndssvagt Smokey. Hvorfor sl�s vi egentlig? Kan vi ikke bare snakke stille og fredeligt om det?� Langsomt s�nkede Smokey ogs� sit sv�rd. �Jo, du har da ret. Der er jo ingen grund til at udgyde blod.�

De to stoppede deres respektive h�re og alle samledes rundt om forhandlingsbordet, hvortil der blev serveret te og kage. �Okay,� sagde Espen. �Hvorfor begyndte I egentlig at angribe os?� �Jamen, I tog jo den sidste pose med svesker, s� vi m�tte n�jes med en maghogniplade til middag.� sagde Smokey, der blev vemodig ved tanken om det miserable m�ltid, de m�tte n�jes med. Der havde ikke en gang v�ret kartofler til. �Ja, det kan jeg jo godt se. Det var ikke s� godt. Hvad vil I s� have fra os?� spurgte Espen, der fuldt ud forstod Smokeys kvaler. En maghogniplade er aldrig rar, is�r n�r man m� undv�re kartofler. �Vi havde egentlig t�nkt os noget i retning af en irsk setter, en pose kartofler og et plankev�rk med pigtr�d fra Greve.� �Det er en aftale!� sagde Espen.

Smokey og Espen gav albue p� aftalen. RIS betalte og alle drog glade hjem igen. Hele aff�ren var blevet l�st, og nu kunne fred og ro igen brede sig over landet. Den korte slutning
Til toppen

Det blev lige pludselig regnvejr, og alle gik hjem for at spise. Det stod p� fl�skesteg med brun sovs og kartofler� masser af kartofler!!!

Den tragiske slutning
Til toppen

Kampen var ub�nh�rlig. Ingen n�de blev vist. Det var hver mand for sig selv.

Barl parerede et af Jeppes slag med sin �kse. I kampens hede var hans hjelm faldet af, og nu flagrede hans lange m�rkebrune h�r frit i vinden. Han var i sit es nu. Kamppladsen var hans rette element. Beh�ndigt parerede han endnu et slag og slog tilbage med en s�dan kraft, at Jeppe n�sten faldt bagover. Et �jeblik stod han og svejede, men han bevarede sit fodf�ste. Dette �jebliks usikkerhed gav dog Barl en mulighed for et angreb. Han slog med et kraftigt slag Jeppes v�ben helt ud til h�jre og huggede med en overv�ldende styrke ned efter hans ben. Uden en chance for at forsvare sig mod Barls hug kunne Jeppe blot se p�, mens Barls �kse skar sig igennem hans ben og efterlod Jeppe etbenet. Han n�ede dog knap at bekymre sig om dette, f�r endnu et slag for evigt slukkede lyset i hans �jne. Barl kiggede et �jeblik p� Jeppes lig, hvorefter han tilfreds gik videre ud p� slagmarken for at finde mere f�de til sin �kse. Han var sikker p�, at den nok skulle f� stillet sin sult i l�bet af slaget. Men f�r han end n�ede 10 skridt v�k, blev han pludselig ramt af en enorm smerte, hvorefter alt blev sort. Livl�s faldt Barls krop til jorden. En vildfaren pil havde ramt ham i nakken og prydede nu hans lange h�r, som en blomst der vokser op af jorden.

Espen slog ud efter Smokey, men endnu en gang blev hans slag undveget. De havde k�mpet i lang tid nu, og Espen var begyndt at blive udmattet. Ingen af dem s� ud til at ville gi� sig. Begge var de udstyret med sv�rd og skjold. Begge var de d�dsensfarlige med deres v�ben i h�nden. De var ligev�rdige modstandere. Espens sv�rd lynede hvidt, da han slog ud efter sin modstander, og Smokeys sv�rd var indhyldet i r�de flammer, da han parerede slaget. Espen inds�, at det ikke kunne forts�tte s�dan meget l�ngere, snart ville en af dem blive for udmattet, og den anden ville s� f� overtaget. Espen kunne m�rke, at det var ham, der ville tabe det spil. Noget m�tte han g�re. Med sine sidste kr�fter arbejdede han sin vrede op, s� han til sidst gik i bers�rk. Hans slag kom hurtigere og hurtigere, indtil selv Smokey ikke kunne parere dem alle. I et stykke tid beskyttede den sorte rustning ham, men til sidst fandt Espens sv�rd en �bning, og Smokey sank om p� jorden. Udmattet gik Espen hen og kiggede p� sin besejrede modstander. Han fjernede sin hjelm og stod lidt og samlede kr�fter. �Det er synd med al den d�d og �del�ggelse,� sagde Espen, trak p� skuldrene og vendte sig om for at begynde at g� v�k. Men Smokey var ikke helt d�d endnu. Mens Espen langsomt fjernede sig, �bnede han sine �jne. Hans h�nder fandt hurtigt de skjulte kasteknive. Med et grumt smil indkasserede han sin h�vn. Espen opdagede f�rst Smokeys kniv, da det var for sent. Den borede sig ind i h�len og f�ldede ham som et tr�. Han n�ede lige akkurat at komme op og sidde p� sine kn�, da en ny kniv gjorde en ende p� hans kvaler.

S�dan var det over hele kamppladsen. Fjender f�ldede hinanden med d�delige slag. Et sandt inferno af blod, k�d og indvolde. Dem der overlevede selve kampen blev overladt til en langsom d�d pga. deres d�delige s�r. Ingen n�dig gud havde overv�get dette slag. Til sidst var alt �de. De sidste skrig fra de d�ende forstummede, og stilheden bredte sig over landskabet. De eneste lyde, der kunne h�res, kom fra vindens susen, og de konstante skrig fra en uheldig ridder, der rendte rundt med en lanse oppe i r � v�en.

Endelig n�rmede Joker sig det sted, hvor Espen havde sagt, han ville udk�mpe slaget. Underligt nok syntes han ikke, at han h�rte nogle lyde derovre fra. Det kunstige lys, der gennembr�d nattens m�rke, viste ham dog, allerede p� afstand, at der havde v�ret kamp her. Den m�tte imidlertid v�re forbi nu, for han s� ingen bev�gelser. Imens Joker hastigt n�rmede sig slagmarken, gik den grusomme sandhed endelig op for ham. Fortvivlet unders�gte han den blodige, gr�skl�dte bakkedal for tegn p� liv, men ingen s� ud til at r�re p� sig. Gr�def�rdig faldt han ned p� sine kn�. I sin sorg overh�rte han fuldst�ndig r�bene p� hj�lp fra den uheldige DingoJohn.

Alt var tabt, alt var forbi. Der var kun� d�d. Scooby Doo slutningen
Til toppen

De to h�re k�mpede bravt. Helte blev skabt p� begge sider. Glorv�rdige bedrifter blev udf�rt, som bardernes kvad vil ud�deligg�re. Men trods den h�rde modstand blev det dog klart, at RIS ville vinde. Efter en sidste desperat kamp overgav de sidste af DSR-h�ren sig.

Med langsomme og agtv�rdige skridt gik Espen hen til DSR-generalen Smokey Spartacus. Den stolte DSR-ridder var nu bastet og bundet men stadig if�rt sin rustning og hjelm. �Glimrende arbejde,� sagde Espen til sine medriddere. �Men lad os nu se, hvem han i virkeligheden er.� Espen gik beslutsomt over og fjernede hjelmen fra Smokeys hoved. Et gisp gik gennem forsamlingen. �Hans Otto Bisg�rd!� Udbr�d samtlige tilstedev�rende.

�Men hvorfor ham?� spurgte Anders B. �Jo,� svarede Espen. �Lige siden T�skeholdet har han hadet Casper Christensen, og da han ikke kunne f� ram p� Casper selv, s� t�nkte han, at han i det mindste kunne udslette RIS, der tilbeder alt ved mandrillen og derved ogs� Casper.� �Ja, og jeg var sluppet afsted med det, hvis det ikke havde v�ret for jer unger!� sagde Hans Otto med v�mmelse. �F�r ham bort,� sagde Espen til de to politibetjente, der netop nu var ankommet.

Alle var glade og sagen var l�st. Pludselig kom en stor brun hund g�ende ind og sagde: �Av hvor er den st�rk. Er der ikke nogen der har en oversavet gravhund dyppet i en kompot af h�r?� Derefter grinede alle, og billedet blev sort.